Vedtægter

 
§1. Navn 
Foreningens navn er Hovedgård Idrætsforening Svømmeklub. Foreningen er stiftet i 1969 og har hjemsted i
Horsens Kommune. Foreningen er en afdeling under Hovedgård Idrætsforening.
 
§2. Form
Foreningens formål er at vedligeholde og fremme nuværende og kommende medlemmers interesse for og
glæde ved sundhed og fysisk aktivitet. Foreningens formål er endvidere at sikre en bred vifte af idrætstilbud
til både børn og voksne, herunder sikre at alle får mulighed for at lære at svømme under kyndig vejledning.
Idrætstilbuddene omfatter i særdeleshed svømning og andre aktiviteter i vand.
 
§3. Medlemskab
Stk. 1
Enhver kan optages som medlem i foreningen.
 
Stk. 2
Der er indmeldelse to gange årligt. Bestyrelsen fastlægger regler for indmeldelse. Man er medlem én sæson
ad gangen.
 
Stk. 3
Udmeldelse sker automatisk ved udløb af en sæson. Medlemmer, som fortsat ønsker at være medlem, skal
følge reglerne fastlagt af bestyrelsen.
 
§4. Kontingent
Stk. 1
Kontingent og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen og skal godkendes på generalforsamlingen.
 
Stk. 2
Kontingentet forfalder ved indmeldelse.
 
§5. Udelukkelse og eksklusion
Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til
skade for foreningen eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser. I sager om
udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse. I sager om
eksklusion har medlemmet desuden krav på, at sagen afgøres på først kommende generalforsamling og at
sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt. En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver
samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægt.
 
§6. Ordinær generalforsamling
Stk. 1
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling
afholdes en gang årligt inden sæsonens opstart, enten i juni eller august måned.
Indkaldelse med angivelse af tid og sted annonceres med to ugers varsel.
Ligeledes annonceres at forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være
indsendt skriftligt til bestyrelsen senest 8 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Adgang til generalforsamlingen har alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde.
Ethvert medlem har en stemme, som skal anvendes af en, der er over 18 år. Stemmeret kræver, at
medlemmet ikke er i kontingent restance. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.
En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.
 
Stk. 2
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent
2. Bestyrelsens beretning
3. Regnskab til orientering
4. Behandling af indkomne forslag
5. Valg bestyrelse og suppleant
6.Eventuelt
 
Stk. 3
Afdelingsbestyrelsen består af 5-7 medlemmer. Valgbar er alle medlemmer over 18 år.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges for to år ad gangen. Bestyrelsen konstituerer sig selv med en formand,
kasserer og sekretær på første møde efter generalforsamlingen.
Den ene halvdel af bestyrelsen er på valg i lige år, den anden halvdel i ulige år.
Der vælges 1 eller 2 suppleanter til bestyrelsen. Suppleanterne vælges for et år ad gangen.
 
Stk. 4
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst 10
% af foreningens stemme beret­tigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom
med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.
Generalforsamlingen skal afholdes senest seks uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til
indkaldelsen, må dets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære
generalforsamling.
 
§7. Foreningens ledelse
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan
nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 af dens
medlemmer, herunder formanden eller kassereren, er til stede. Over bestyrelsens forhandlinger føres en
protokol.
De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægten.
Bestyrelsen består af en formand, en kasserer, en sekretær og yderligere 2 medlemmer. Det er bestyrelsen
selv der konstituerer sig, på første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen.
Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 18 år samt forældre/værger til medlemmer, der er
under 18 år. Hvert medlem kan være repræsenteret af maksimalt 1 forældre/værge.
 
§8. Regnskab
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal umiddelbart efter regnskabsårets afslutning,
afgive årsrapport for det foregående år til Hovedgård Idrætsforenings hovedbestyrelse. Årsrapporten
forelægges endvidere den ordinære generalforsamling til orientering.
Budget for det kommende regnskabsår udarbejdes af bestyrelsen og skal inden d. 1. december forelægges
Hovedgård Idrætsforenings hovedbestyrelse til godkendelse.
 
§9. Revision
Revision foretages i henhold til Hovedgård Idrætsforenings vedtægter.
 
§10. Tegning og hæftelse
Foreningen tegnes af 2 bestyrelsesmedlemmer, heraf skal mindst den ene være formand eller kasserer.
Foreningen hæfter kun for indgåede forpligtelser med dens formue. Der påhviler ikke foreningens
medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen.
 
§11. Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver gene­ralforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne
stemmer er for forslaget.
 
§12. Opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en i dette efterfølgende særligt indkaldt
eks­traordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af
foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede.
For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for for­slaget.
Opnås et sådant flertal på en generalfor­samling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny
generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemme flerhed, uanset hvilket antal
stemmeberettigede medlemmer der er til stede.
Ved foreningens opløsning tilfalder foreningens formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre,
Hovedgård Idrætsforening.
 
Vedtægterne er sidst revideret på generalforsamlingen 13/6-19